Lov i juridisk forstand

Ved lov i juridisk forstand forstås en given forskrift eller et givet regelsæt, der skal følges af de, hvis adfærd loven tager sigte på at regulere.

Lovregler står i modsætning til moralske regler derved, at man bør følge moralske regler, mens lovregler er udformet som nøjagtigt beskreve forpligtelser, der paragraf for paragraf eliminerer al tænkelig tvivl, og herunder indeholder sanktionsbestemmelser, for det tilfælde, at de, der er underlagt loven, ikke respekterer den i handling.

Lovgivning handler med andre ord om, hvad man skal og, hvad man ikke må, mens moral og etik handler om, hvad man bør og ikke bør. Groft kan man sige, at hvis alle opførte sig moralsk over for hinanden, så behøvede man ingen love og heller ikke noget retsvæsen til sikring af lovenes overholdelse.

Større og mindre sammenhænge

Almindeligvis forbinder man begrebet med national lovgivning, men der kan både være tale om love i større såvel som i mere lokal sammenhæng. Eksempler på international lovkomplekser er Folkeretten vedrørende f.eks. et lands ret til at holde et erobret andet lands territorium besat og FN’s menneskerettighedskonvention, der administreres af Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg.

I lokal sammenhæng

I lokal sammenhæng har forskellige foreninger love (normalt kaldet vedtægter), der regulerer sådanne ting som indkaldelse til den årlige generalforsamling, valg til bestyrelsesposter, godkendelse af budget og regnskaber o.l., og fonde samt firmaer, der er organiseret som aktieselskaber, anpartsselskaber eller andelsselskaber, har lignende nedskrevne regelsæt, blandt andet vedrørende intern fordeling af magt, ansvar og afstemningsmetodik.

Love i det moderne samfund

Love fremstår for retsvidenskaben som den primære og vigtigste retskilde til juraen. Den første lov i ethvert moderne samfund er forfatningen (i Danmark kaldet Grundloven), som almindeligvis også regulerer, hvorledes love gives. I de fleste demokratiske lande bliver lovene givet af en folkevalgt forsamling (parlament), eventuelt i forening med en regent (præsident/konge e.l.).

Historisk set

Historisk set har love imidlertid været givet på mange forskellige måder. F.eks. har visse religiøse grupper anset deres gud som den første og største lovgiver. Både det gamle testamente og koranen indeholder således tydelige eksempler på tidlig lovgivning. I andre historiske perioder anså man love for at være lærde mænds kodificering af allerede bestående retssædvaner. Den klart mest anvendte lovgivningsmetode i den vestlige verden har dog været, at love blev givet af en bestemt forsamling (enten adeligt privilegeret eller demokratisk i vekslende grader) eller af en fyrste eller suveræn, som man f.eks. ser det i de enevældige systemer.

Dansk lovgivning

I Danmark har Folketinget og den regerende monark i forening den lovgivende magt, jævnfør Grundlovens § 3. I praksis (som nærmere reguleret i retssædvane og i Grundlovens øvrige bestemmelser) foregår et givet lovforslags ophøjelse til lov, ved at monarken (for tiden dronningen) efter indstilling fra den relevante minister stadfæster lovforslaget ved sin kongelige underskrift, efter dette er blevet vedtaget af Folketinget ved tre særskilte behandlinger (Grundlovens § 41, stk. 2).

Ved stadfæstelsen får loven lovskraft

Ved stadfæstelsen får loven lovskraft, så der efterfølgende kan administreres og dømmes efter den. Omend ministrene formelt set er en del af den udøvende magt og ikke af den lovgivende magt, er det i Danmark normalt i ministerierne at lovgivningen bliver til på initiativ af den poltiske konstellation, der har regeringsmagten. Og det er resortministeren, der står som den officielle forslagsstiller.

lovforslag i folketingssamlingen

Som eksempel kan nævnes, at ud af 67 fremsatte eller betænkningsafgivne lovforslag i folketingssamlingen 2009-10, var kun ét fremsat af en gruppe folketingsmedlemmer uden om regeringen. Dog kan det være nødvendigt med forhandlinger og påfølgende justeringer, for at man kan sikre sig, at de forskellige lovinitiativer ikke bliver nedstemt i folketingssalen. Eventuelt kan en regering true med at gøre et lovgivningsspørgsmål til et kabinetsspørgsmål, således at falder lovgivningen, så udløses der nyvalg.

parlamentarisme

Det gælder som en grundregel, at ingen regering kan blive siddende, hvis den har et folketingsflertal imod sig. Dette princip kaldes også parlamentarisme. Grundloven er lovgivningens øverste lov, og alle andre love skal underordne sig denne. Grundloven, som er en formulering af de regler, der overordnet gælder for det danske folkestyre, kan heller ikke blot ændres via ovenstående procedurer af folketing og monark, men kan kun ske i form af en længere procedure, der er næmere beskrevet i Grundlovens § 88.

Karnovs lovsamling

De gældende og retligt relevante danske love udgives hvert år i Karnovs lovsamling, som i dag udsendes fra det amerikanske forlag Thomson. Lovene er forsynet med et stort juridisk noteapparat, der beskriver lovens anvendelsesområde og henviser til bl.a. retspraksis. Alle gældende danske love kan desuden læses på den offentlige lovdatabase Retsinformation. På folketingets hjemmeside kan man læse nuværende og tidligere folketingssamlingers lovforslag. Desuden kan man på siden finde Folketingets forarbejder og bemærkninger, som også er vigtige at iagtage, når en lov skal fortolkes i forvaltningen eller i anden juridisk sammenhæng.

Læs mere på Wikipedia